Med Lyft rundt i Silicon Valley

For 20 år siden, da jeg første gang besøgte San Francisco, kan jeg huske, at min veninde og jeg kørte med en dansk taxichauffør fra lufthavnen til centrum. Chaufføren hørte os tale sammen og fortalte, at han havde forladt Danmark mange år før for at arbejde i hotelbranchen i USA. Denne gang, da jeg ankom, var det ikke en dansk chauffør, og chaufføren kørte så ringe, at mine tanker blev ledt hen på bilture i Beiruts gader, og der går det vildt for sig.

Da vi ankom til det sted vi havde lejet via Airbnb, beklagede udlejeren vores taxaoplevelse og fortale, at en af deres venner er stifteren af Lyft, og at hun kunne anbefale det. Lyft er et selskab for folk, der gerne vil køre taxakørsel for andre i deres private biler. Kunder og chauffører finder hinanden via en app, og beløb bestemmes og afregnes via samme. Man opfordres i øvrigt til at sætte sig ved siden af chaufføren og få en snak på turen.

Både Airbnb og Lyft er eksempler på, hvordan udviklingen i San Francisco og Silicon Valley flytter grænserne for forretningsmodeller, og alle er en del af den nye “dele-økonomi”. Såvel Airbnb som Lyft møder i øvrigt modstand både fra myndigheder og selskaber indenfor deres respektive områder, fordi deres tilgang til markedet udfordrer eksisterende lovgivning og praksis.

18 ansatte og 14 nationaliteter
Til mit første besøg havde jeg dog ikke brug for Lyft, da Torsten Kolinds Younoodle ligger i San Franciscos centrum og dermed i gåafstand. Mange opstartsvirksomheder vælger i dag at have adresse i San Franciscos centrum fremfor i Silicon Valley. Det betyder, at man på bygninger ser velkendte logoer såsom Pinterest, Twitter og danske Zendesk, når man bevæger sig rundt i byen.

Torsten Kolind har med en baggrund i biotek en meget unik historie ift. at være landet i San Franciscos start-upmiljø, idet han fik tilbudt et job i forbindelse med et samarbejde med en opstartsvirksomhed i San Francisco. Torsten valgte at tage springet og flytte, og han blev senere CEO og medstifter af Younoodle, der er en konkurrenceplatform for opstartsvirksomheder. Younoodle har fundet en spændende niche og har fokus på at forbinde de mange nye start-ups med investorer via en digital platform, hvor ideer kan rates og kommenteres.

Younoodle er en mindre virksomhed med kun 18 ansatte, men typisk for San Francisco og Silicon Valley, så er der 14 nationaliteter repræsenteret i kælderen, hvor Younoodle har adresse. Det er også her Torsten Kolind en gang per måned inviterer til “Stambord”. Stambord er et mødested for danskere i San Francisco-området, hvor der er mulighed for at netværke. Stambord er startet af Torsten Kolind og har kørt i flere år, men det er Younoodle, som er Torstens klare første prioritet. “I Younoodle har vi en unik teknisk platform rettet mod en niche, som er ekstremt spændende. Vores fokus er på at skabe et bedre afsæt for opstartsvirksomheder,” forklarer Torsten. Jeg bliver inviteret med til at deltage i deres første virtuelle telefonkonference næste dag, hvor fem ideer skal pitches til investorer. Jeg må dog takke nej, da jeg har møder i Palo Alto, men jeg vil helt sikkert holde øje med Younoodle fremover. Interesserede kan læse mere om telefonkonferencen hos Techcrunch her.

Start-up bootcamp
I Palo Alto møder jeg Lene Sjørslev Schulze, Underdirektør hos Innovation Center Denmark, der er en institution under Udenrigsministeriet og Uddannelsesministeriet, som hjælper både danske opstartsvirksomheder og etablerede virksomheder i gang i Silicon Valley. “Så sent som i sidste uge havde vi fem virksomheder igennem vores bootcamp kaldet SCALEIt, og det betyder, at det samlede antal af virksomheder, der har været igennem SCALEIt, er over 75,” fortæller Lene Sjørslev Schulze.

Innovation Center Denmark er oprettet med henblik på både at understøtte danske virksomheder i USA, men også hjælpe amerikanske virksomheder, der ønsker at komme ind på det danske marked. Innovation Center Denmark bygger også bro mellem de danskere, der kommer til Silicon Valley og de danskere, der allerede er der. “Ofte låner vi lokaler til f.eks. SCALEIt hos etablerede, danske virksomheder. På den måde sikrer vi os, at de, der deltager i SCALEIt, tidligt får en fornemmelse for, hvordan andres hverdag her ser ud, og vi forsøger også at afholde f.eks. en bar eller lignende i slutningen af dagen, så folk kan møde hinanden på en uformel måde,” fortæller Lene Sjørslev Schulze.

På spørgsmålet om, hvad den største udfordring er for nye iværksættere, svarer Lene Sjørslev Schulze, at det nok er at tage springet fuldt ud. “Det er en stor beslutning at flytte og etablere virksomhed i et andet land. Vi gør, hvad vi kan for at understøtte dem, der vælger at gøre det, men i sidste ende skal de selv tro på deres ide og have vilje til at holde ud, for ingen bliver en succes på få dage, selv om det nogle gange ser sådan ud i medierne,” afslutter hun. Som et lille kuriosum kan nævnes, at af de ca. 75 virksomheder, der har været igennem SCALEIt, har kun 2-3 kvinder deltaget i programmet, og ingen kvinder har været grundlægger af en ide.

God frokost hos LinkedIn
Fra Palo Alto går turen med Lyft til LinkedIns Campus i Mountain View. Jeg får mig en god snak på vejen med Lyft-chauffør Ruben, der oprindeligt er fra Armenien, men har boet i USA i ca. 20 år. “Jeg har sagt til mit barnebarn, at han kan blive amerikansk præsident,” fortæller han mig smilende. Sig ikke, at den amerikanske drøm ikke fortsat lever.

Som hos Younoodle er der også hos LinkedIn mange nationaliteter ansat. Ikke mindst i oversættelsesteamet, hvor jeg vises rundt af den ansvarlige for den svenske version af LinkedIn. Flag over folks skriveborde viser, hvor de kommer fra, og store dele af verden er repræsenteret.

Den danske repræsentant er desværre ikke på kontoret denne dag, så ham har jeg ikke mulighed for at møde, men min vært viser mig rundt og fortæller om LinkedIn. Det bliver også til den suverænt bedste frokost jeg nogensinde har fået på en arbejdsplads. Man kan vælge mellem et væld af forskellig mad; indisk, wok, salatbar, frugt etc. Alt er selvfølgelig gratis, og der serveres mad morgen, middag og aften. Det faglige indhold må vi desværre holde på et minimum, da mit besøg ikke er officielt, så jeg må komme igen en anden gang (og huske at få frokosten med).

Dansk succes i San José
Jeg trykker endnu engang på Lyft app’en, og snart holder Karl klar til at køre mig videre sydpå til San José. Undervejs kommer vi langt omkring rent emnemæssigt, men efter små 20 minutter holder vi foran Propeoples kontor i San José. Propeople er et 14-årigt dansk digitalt udviklingshus med kontorer i en række lande. Jeg har arbejdet sammen med Propeople både hos Berlingske Media, Huset Markedsføring og senest Kristeligt Dagblad, hvor Propeople har leveret en kombination af design og teknisk udviklingskompetence.

San José-kontoret er startet op af Propeoples globale CEO Michael Drejer, og han har nu siden 2010 arbejdet med at skaffe virksomheden kunder i og omkring Silicon Valley. Kundelisten tæller bl.a. Stanford University og luksus-elbilen Tesla, og nye kunder og projekter føjes til hele tiden. “Vi har arbejdet benhårdt på at få etableret os, og vi har et hold af sælgere, der konstant er i marken, for det er sådan det fungerer herovre,” fortæller Michael Drejer. “Derudover er der en utrolig konkurrence om de dygtigste udviklere, så vi har valgt at oprette vores udviklingskontor et andet sted end Silicon Valley. Vi kan simpelt hen ikke konkurrere med de jobtilbud som nyudklækkede får her fra alle de store som Facebook, Google og Apple, så i stedet har vi valgt at lægge vores udviklingskontor en lille time herfra med fly. Det passer alle godt, da huspriserne der også er noget mere normale end i Silicon Valley,” forklarer Michael Drejer.

Selv får Michael Drejer bl.a. tiden til at gå med foredrag på Stanford, hvor han underviser indenfor entreprenørområdet. “Show me the invoices from your last quarter and I will tell you who you are as a company” hedder et af foredragene, beretter han. Det foredrag gad jeg godt høre.

Mange veje til Silicon Valley
Der er mange måder at ankomme til Silicon Valley på. Nogle tager afsted med velfunderede virksomheder i ryggen og en drøm om at etablere et lokalt kontor. Michael Drejer fra Propeople har vist, at det kan lade sig gøre. Andre, som Torsten Kolind, har været med til at udvikle et nicheprodukt, som han tror på kan gøre en forskel for både iværksættere og investorer. Andre igen har brug for input og introduktioner, og her har Innovation Center Denmark faciliteter og ressourcer til at kunne hjælpe.

Selv ankom jeg med helt almindelig, gammeldags taxa, men fik i den grad smag for Lyft. Da vi skulle hjem, tog vi Lyft til lufthavnen, men vores chauffør James måtte inden afgang fjerne det ellers fine lyserøde moustache som Lyft-biler har liggende i forruden som særligt Lyft-kendetegn, da flere Lyft-chauffører har fået bøder for at køre folk til lufthavnen. Vi fik en fin snak med James, som var flyttet fra Sydcalifornien til San Francisco for at nyde livet, og turen var 15 dollars billigere end samme tur fra lufthavnen med almindeligt taxaselskab. James’ rating var desuden 4,9 ud af 5, så jeg var ikke nervøs for en gentagelse af “Beirut-turen”.

San Francisco og Silicon Valley er et besøg værd, også selv om man ikke overvejer at flytte dertil og starte virksomhed op. Det er et sted, som emmer af netværk og åbenhed, hvor man har mulighed for at møde spændende folk, og hvor alle, der arbejder med det digitale område, burde tage til om ikke andet så bare for at få inspiration og mærke energien hos de personer, der bor og arbejder der. Det er på alle områder et kraftcenter, og de virksomheder, der kommer derfra vidner om den villighed, der er til at skubbe grænser, og den energi og innovation som de folk, som arbejder der, lægger for dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *