Fri mig for gensyn med mine julegaver i re-targeting annoncer

Vel på den anden side af jul og nytår er de fleste tilbage på arbejde. Det er vist kun i Sverige de lige tager denne uge med som ferie, og i Spanien fejrer de i dag Helligtrekonger, som for mange spaniere er større end jul, og der udveksles mange gaver. Gaver er vi på den anden side af i Danmark her i uge 1. Eller det vil sige måske ikke helt, for mange af os møder på forskellige websites igen og igen de julegaver vi har søgt efter, overvejet at købe eller købt.

 

Først Amazon, siden Google 

Amazon var oprindeligt det site, der banede vejen ift. at sælge mere til kunder ved at minde os om, hvad vi tidligere havde udvist interesse for. Siden fulgte Google efter, og i forlængelse af Googles fortsatte udvidelse inden for SEM-området, altså search engine marketing, kører flere og flere websites nu Google annoncer som det, der hedder re-targeting. Det betyder, at Google viser annoncer efter den adfærd man har udvist på specifikke sites, dvs. f.eks. udvist interesse for et navngivent produkt eller en produktkategori. Sitet man besøger kan så vise en annonce fra Googles annoncenetværk, som anses for værende relevant, fordi de cookies, der ligger på både det site, hvor man har overvejet at købe noget, og det site man aktuelt besøger, samles i en database hos Google. Google bruger så disse oplysninger til at vise, hvad annoncøren mener er relevante annoncer baseret på udvist interesse.

 

Relevante annoncer udbedes, tak 

Problemet med ovenstående er jo bare, at her primo januar, der er vi alle ligesom videre og gider ikke gensyn med de julegaver vi har givet andre. Min søster har været ude at løbe i sine nye kompressionsstrømper, og min far afsluttede sågar 2015 med en sejr i tennis – uden tvivl takket være det nye tennisbag fra tennis-point.dk, som han fik i gave. Alligevel plages vi alle af disse re-targeting annoncer, som ikke længere er relevante, fordi tidsrummet for køb er overstået eller gaven er givet. Desværre er det ikke kun i forbindelse med højtider, at dette problem opstår. Man møder det også løbende, når man overvejer at købe et eller andet, køber det, og så i uger, ofte endda måneder derefter, møder annoncer for det produkt eller den produktkategori, som man var interesseret i. Problemet er bare, at man har handlet, og de fleste er nu engang kun i markedet for køleskabe med flere års mellemrum. Annoncørerne skylder sig selv at sikre, at de ikke bliver ved med at vise annoncer til forbrugere på produkter, som forbrugeren har anskaffet sig. Som minimum bør annoncørerne sikre sig, at de også lægger tracking ind i købsmodulet, så de ved, at en given vare faktisk er købt. De kan også indsætte forskellige udløbsdage for cookies, så man ikke næsten uendeligt udsættes for de samme produkter. Eller de kan tilbyde tillægsprodukter, så når man har købt tennisbag, så er bolde eller lignende måske det næste man overvejer at anskaffe sig.

 

Hvad bør fremtiden bringe? 

Ovenstående er ikke nyt, og der er også flere umiddelbare løsninger man kan tage i brug som forbruger, hvis man ikke synes annoncerne er relevante. Man kan som f.eks. løbende slette cookies eller bruge en såkaldt adblogger, men ideelt så får annoncørerne bedre styr på vores købscyklus og visning af tillægsprodukter, så vi som forbrugere opdager at se fortsatte relevante annoncer og ikke bare mere af det samme og gensyn med sidste års julegaver.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *